Anemoneskoven
26. marts 2010 Ole Runge
Efter en lang og streng vinter er foråret på vej. Mange af vores trækfugle er vendt tilbage og i fuld gang med at indtage deres territorier. Det høres på sangen morgen og aften.
I skoven kommer der liv mellem de visne blade. Anemonerne har ligget på spring hele vinteren, og med tiltagende lys og stigende temperaturer bryder de op af jorden for at blomstre og sætte frø, inden bøgen springer ud og lukker af for lyset. Det bliver en kort og hektisk periode. Faktisk gemmer de sig under jorden 10 måneder om året som næringsrige jordstængler. Allerede inden næste vinter har de dannet en ny plante, der ligger få mm under jordoverfladen, klar til at bryde igennem, når foråret atter vender tilbage. Den bagerste del af den kødfulde jordstængel rådner væk, så anemonen vandrer fremad gennem skovbunden. I princippet kan den leve evigt, hvis den ikke kommer på afveje.
Den hvide anemone er langt den almindeligste og kan danne sammenhængende hvide tæpper mellem stammerne. Den gule anemone findes mere sparsomt i de nordfynske skove. Den kræver endnu bedre jord end den hvide. Den blå anemone er blevet meget sjælden. Den er udryddelsestruet og findes kun i få eksemplarer på Æbelø. Så pluk den ikke!
Anemoner er giftige. I gamle dage skulle folk med koldfeber (malaria) som medicin spise de første tre hvide anemoner, de mødte om foråret. Det skulle angiveligt hjælpe mod sygdommen; men gå hellere til lægen, hvis du skulle lide af malaria. Hjortevildtet derimod tåler giftstoffet (anemolin). I perioder med en stor bestand af rådyr og dådyr går anemonerne tilbage. De sidste år har råvildet været nede i en bølgedal, så det må give mange anemoner i år.
Ser man nærmere på anemonetæppet, opdager man, at der er forskel på dem. Et sted står der en gruppe, der er større og flottere, et andet sted en gruppe, der er mere rød. Det skyldes, at jordstænglerne kan grene sig og danne kloner med samme arvelige indhold.
Blandt de hvide anemoner er der også andre forårsbebudere, der blander sig i floret. Vorterod danner smukke gule tæpper omkring stierne. Hist og her står den blå og rødviolette lungeurt samt den sarte skovsyre med fine stribede blomster. I de nordfynske skove, der ligger tæt på havet, overtager ramsløgene ofte anemonernes plads. De dufter kraftigt af hvidløg i blomstringstiden.
Det er i sidste halvdel af april, at blomsterfloret er på sit højeste. Vil man unde sig selv en unik naturoplevelse, er det nu, man skal derud.
