RSS Feed

Blog

Otterup reddede divisionslivet

13. juni 2011 Arne Rasmussen

Categorier: Sport og fritid

 Otterup er reddet i 2. division og kan lade jublen bryde løs. Foto: Arne Rasmussen

Læs mere

Bogenseløbet

13. juni 2011 Arne Rasmussen

Categorier: Sport og fritid

Bogenseløbet har netop fundet sted – et godt løb, at få målt sin form, hvad enten man løber for at vinde eller bare for at få noget motion og hygge. Foto: Arne Rasmussen”]Bogenseløbet[/caption]

Læs mere

Nordfyn på sports- og landkortet

13. juni 2011 Arne Rasmussen

Categorier: Sport og fritid

Her midt i juni 2011 nærmer ferien sig på alle fronter. Således også i sportens verden, hvor det er tid til at gøre lidt status over en sæson, som både inden- og udendørs har sat Nordfyn på sports- og landkortet.
Helt fremme på elite-plan finder vi Særslev Skytteforening, som er blandt landets absolut mest kompetente. De har således netop fået kvalificeret en olympisk deltager næste år i London. Det er Stine H. Nielsen, som en af de første danskere har indløst OL-billetten – i 50 m riffel og 10 m luftgevær. Stine, som i øvrigt også snuppede ungdoms VM i sidste år, tager turen fra Korinth til Særslev 5-6 gange om ugen for at få den helt unikke træning i Særslev Skytteforening. Et vidnesbyrd om klubbens store og gode arbejde, som også årligt resulterer i et utal af DM- og internationale titler!

På fodboldbanerne har kommunens flagskib, Otterup B&IK i 2. div. vest, netop indløst endnu en billet til rækken. Efter en nervepirrende sæson, som for det meste har været tilbragt under nedrykningsstregen, så lykkedes det i sidste spillerunde på nærmest mirakuløs vis med en 3-2 sejr over Skovbakken, at slutte to pladser over stregen. Der venter derfor en spændende ny sæson i 2. division mod klubber som Marienlyst, Næsby, Svendborg og ikke mindst FC Fyn.
I laget lige under Otterup er der fuld gang i en snes nordfynske fodboldklubber. Her er der muligt at spille fodbold på både seriøst og socialt plan. Og så bliver der gjort et kæmpe arbejde rundt om i ungdomsafdelingerne – bare tag et kig på klubbernes hjemmeside.

På håndboldbanerne markerede Otterup HK sig igen i år som eliteklubben i Nordfyns Kommune. Desværre kiksede oprykningen til 1. division for andet år i træk – men der har været mange seværdige og underholdende kampe vinteren igennem. Klubbens kvinder måtte dog tage turen ned i 3. division.
Men også inden for håndbolden trives det lokale liv for både børn, unge og voksne rundt om i kommunen.

Gymnastikken har en stor og fast deltagerskare på Nordfyn. Det sås tydeligt ved de mange flotte opvisninger i foråret. Og flere foreninger kører videre her hen over sommeren – bl.a. med zumba på programmet.

Også sejlsporten har gode kår på Nordfyn. Bogense Sejlklub er førende og har netop afholdt Palby Fyn Cup med ca. 350 både. Et kæmpe arrangement, som giver et godt økonomisk fundament og sammenhold blandt klubbens 500 medlemmer. Men også ro-, kano og kajaksport foruden søspejdere kan finde vand og fartøjer rundt om på Nordfyns kyst.

Generelt er der kort sagt fuld gang i sport og foreningsliv på Nordfyn. Om det er cykling, løb, motionscenter-idræt eller andet så er tilbudene mange og forskelligartede. Alt hvad en moderne familie har brug for findes inden for kort afstand, hvad enten du bor ved Ore i vest eller i Klintebjerg i Øst.

Så er du tilflytter, så er det bare om at orientere sig…!

Arne Rasmussen

Læs mere

Mere nordfynsk sport for pengene

25. april 2010 Arne Rasmussen

Tags: . Categorier: Sport og fritid

Med forårets komme er der nu for alvor gang i udendørsaktiviteterne. Til gengæld er indendørsaktiviteterne ved at takke af. Der er dog et par hængepartier – bl.a. Nordfyns håndboldflagskib, herrerne i Otterup HK, som har et par spændende kampe om oprykning til 1. division mod Tønder i vente. Lørdag d. 24. april hjemme og lørdag d. 1. maj i heksekedlen i Tønder afgør, om der skal være 1. divisionshåndbold på Nordfyn i næste sæson.
Ellers har der igen været masser af fine resultater rundt om i de nordfynske sportshaller. Ud over håndbolden var gymnastikken igen helt fremme i skoene ved de flotte gymnastikopvisninger – lige fra to store opvisninger på to dage i Søndersø til den lille og intense i Krogsbølle. I gymnastikken er der plads til alle!
Også skydningen fejrer triumfer. Her er Særslev skytteforening helt fremme med flere danske mestre – og endda et olympisk håb i Stine Nielsen.
Udendørs går det nu løs med løb, cykling og andre konditionskrævende idrætter. Løb foregår i alle de tre ”gamle” hovedbyer, Søndersø, Bogense og Otterup foruden Morud, Klinte Grindløse og flere andre steder.
Cyklingen er også ved at komme op på den store klinge. Også her er der flere muligheder i de tre hovedbyer foruden ikke mindst Morud IF Cykling, som er den nok mest velorganiserede klub på Nordfyn – bl.a. som arrangør af flere officielle løb og med licensryttere i egen stald!
For dem som bare vil nyde naturen på den almindelige ”havelåge” er der rig mulighed ved at følge Marguerit-ruten og her se hele Nordfyn.
Den helt store sport på Nordfyn er som andre steder fodbold. Her står de mange klubber fra Ore i vest til Skeby i øst klar til at tage mod små og store, øvede eller uøvede! På eliteplan kæmper Otterup B&IK for at blive i 2. division – en ikke umulig mission. Der er dog også andre end de kendte sportsgrene på egnen. Af nye kan nævnes Otterup Black Panthers, som er en flok friske drenge, som for år siden spillede rullehockey på gader og stræder, men som på eget initiativ og via frivillig arbejdskraft har fået banket en klub og bane op. De spiller nu turneringer og stævner og gør det fremragende. Et eksempel på, at alt kan lade sig gøre – bare ildsjælene er der.
Og dem er der mange af i Nordfyns kommune – og de står klar til at tage mod. Er du klar?

Arne Rasmussen

Læs mere

Anemoneskoven

26. marts 2010 Ole Runge

Tags: . Categorier: Natur

Efter en lang og streng vinter er foråret på vej. Mange af vores trækfugle er vendt tilbage og i fuld gang med at indtage deres territorier. Det høres på sangen morgen og aften.

I skoven kommer der liv mellem de visne blade. Anemonerne har ligget på spring hele vinteren, og med tiltagende lys og stigende temperaturer bryder de op af jorden for at blomstre og sætte frø, inden bøgen springer ud og lukker af for lyset. Det bliver en kort og hektisk periode. Faktisk gemmer de sig under jorden 10 måneder om året som næringsrige jordstængler. Allerede inden næste vinter har de dannet en ny plante, der ligger få mm under jordoverfladen, klar til at bryde igennem, når foråret atter vender tilbage. Den bagerste del af den kødfulde jordstængel rådner væk, så anemonen vandrer fremad gennem skovbunden. I princippet kan den leve evigt, hvis den ikke kommer på afveje.

anemoner

Den hvide anemone er langt den almindeligste og kan danne sammenhængende hvide tæpper mellem stammerne. Den gule anemone findes mere sparsomt i de nordfynske skove. Den kræver endnu bedre jord end den hvide. Den blå anemone er blevet meget sjælden. Den er udryddelsestruet og findes kun i få eksemplarer på Æbelø. Så pluk den ikke!

Anemoner er giftige. I gamle dage skulle folk med koldfeber (malaria) som medicin spise de første tre hvide anemoner, de mødte om foråret. Det skulle angiveligt hjælpe mod sygdommen; men gå hellere til lægen, hvis du skulle lide af malaria. Hjortevildtet derimod tåler giftstoffet (anemolin). I perioder med en stor bestand af rådyr og dådyr går anemonerne tilbage. De sidste år har råvildet været nede i en bølgedal, så det må give mange anemoner i år.

Ser man nærmere på anemonetæppet, opdager man, at der er forskel på dem. Et sted står der en gruppe, der er større og flottere, et andet sted en gruppe, der er mere rød. Det skyldes, at jordstænglerne kan grene sig og danne kloner med samme arvelige indhold.

Blandt de hvide anemoner er der også andre forårsbebudere, der blander sig i floret. Vorterod danner smukke gule tæpper omkring stierne. Hist og her står den blå og rødviolette lungeurt samt den sarte skovsyre med fine stribede blomster. I de nordfynske skove, der ligger tæt på havet, overtager ramsløgene ofte anemonernes plads. De dufter kraftigt af hvidløg i blomstringstiden.

Det er i sidste halvdel af april, at blomsterfloret er på sit højeste. Vil man unde sig selv en unik naturoplevelse, er det nu, man skal derud.

Læs mere

Så er de her – de lysbugede knortegæs

25. november 2009 Ole Runge

Tags: . Categorier: Natur

Hvert år ved denne tid ankommer en mindre flok af de lysbugede knortegæs fra det højarktiske Svalbard til kysten omkring Bogense. De har været oppe i ismarkerne, hvor de har udruget deres æg og opfostret deres unger med sultne isbjørne som nærmeste naboer. Nu er det mørk vinter deroppe, og gæssene har søgt sydpå til Danmark, hvor de fleste overvintrer i Limfjorden og Mariager Fjord og altså også her på Nordfyn. De er meget stedfaste og kan som regel opleves mellem Fogense og Mågeøerne.

runge_01

Den lysbugede knortegås er sjælden. Der findes kun ca. 7000 af dem, og af dem har ca. 100 valgt Nordfyn som vinterresidens. Det er ca. 1 % af verdensbestanden. Derfor skal der passes godt på dem. De lever af ålegræs hos os. Når ålegræsset slipper op, går de på land og græsser på vintersæden. Da de ikke har været vant til mennesker, er de ikke særligt sky, og man kan ofte iagttage dem på ret kort afstand. Men en kikkert er altid en god hjælp.

Billedet er fra det allernordligste Svalbard, hvor parret i 2007 lå under isfoden på en af småøerne.

God tur!

Læs mere

Bedre forhold for havørreder

21. september 2009 Ole Runge

Tags: . Categorier: Natur

Nordfyns Kommune graver i disse dage et omløbsstryg til Bybækken ved Nedermølle i Bogense. Stryget skal sikre ørredernes og andre fisks frie bevægelighed i vandløbet, og vandrefiskene får nu yderligere 2 km mere af åen til rådighed.

runge_Havoerreder

Her i det sene efterår vandrer de gydemodne havørreder op i de nordfynske vandløb for at gyde. Kraftige regnskyl og temperaturfald er medvirkende til at starte opgangen for de store fisk, der søger netop det vandløb, de selv kom til verden i for få år siden. Hannerne er de første, der ankommer. De opsøger steder med god strøm og stenet bund, som er velegnede gydepladser for hunnerne, som ankommer få dage senere. Efter gydningen og befrugtningen vandrer forældrefiskene atter til havs, hvis de har kræfter til det – og det har de fleste. Tilbage ligger de befrugtede æg i gydegruset. Med de milde vintre vi nu har, klækker æggene i løbet af februar og marts måned, og en ny generation er klar til at tage over.

I århundreder har spærringer som vandmølledæmninger hindret vandrefiskene i at nå op til de bedste gydepladser. Det rådes der bod på her med det nye omløbsstryg, der leder fiskene uden om et fald på fire meter. Nu mangler bare et tilsvarende anlæg ved Overmølle ved Harritslevgård, inden havørrederne kan udnytte Bybækken i hele dens længde.

En sidegevinst ved projektet er et lokalt forbedret miljø. I det slyngede og strømfyldte stryg iltes vandmasserne. Ilten nedbryder næringsstoffer, der ellers ville skade vores havmiljø.

Det nye stryg kan opleves fra Odensevej ved indgangen til Bogense. Pas på ikke at skabe kikkekø. Der er to p-pladser ved informationstavlen. Herfra er der fint overblik over projektet.

Læs mere

Masser af gang i sporten

21. september 2009 Arne Rasmussen

Tags: . Categorier: Sport og fritid

Hej Nordfyns-venner
Her den 21. september, i det skønne efterårsvejr, er der fuld knald på sport og fritidsaktiviteterne på Nordfyn.
Fodbolden ruller lystigt her midt i sæsonen – og der er garanteret masser af plads til nye medlemmer, hvad enten det er hos de helt små børn eller om det er hos de voksne. Så hvis I har lyst til at spille – så bare mød op i en af de lokale klubber.
Håndbolden er ligeledes i vigør. Sæsonen starter så småt i weekenden med Otterups herrer og damer i 2. division. Men også i blandt de 6 andre klubber med håndbold på programmet er forberedelserne i gang – og de tager gerne mod nye medlemmer. Se i øvrigt UgeAavisen Nordfyn næste uge, hvor der er et tillæg om Nordfynsk Håndbold.
Otterup-løbet er netop overstået med rekordtilmelding. Men det betyder ikke, at løbeskoene er sat i skabet. Der løbes fortsat i bl.a. både Otterup, Søndersø, Morud og Bogense. Så undersøg blot hvor og hvad tid hos de lokale klubber/arrangører.
Ellers er gymnastikken jo også startet rundt omkring og her er der også rig mulighed for at komme i form og “figur”.
Er du til mere uformelle aktiviteter kan jeg kun råde til at nyde den nordfynske natur på en gåtur eller på jernhesten. Hele kysttrækningen fra Skåstrup til Enebærodde venter bare på at blive indtaget…
Velkommen til Nordfyn – og god tur..!

VENlig hilsen
Arne Rasmussen

Læs mere

Fugletrækket over Nordfyn

9. september 2009 Ole Runge

Tags: . Categorier: Natur

Vadefugletrækket har været i gang længe, men kulminerer her i slutningen af august og første halvdel af september. Store – og små regnspover, hjejler , kobbersnepper og ryler m.fl. opsøger de lavvandede områder langs Odense Fjord  og den nordfynske kyst for at tanke op til det det videre træk, der for nogle arters vedkommende går langt ned i Afrika. Det er den stor mængde af snegle, muslinger, børsteorme og krebsdyr, der er let tilgængelige på det lave vand, der gør vores havområde så attraktivt. Selv om tidevandsforskellen er ringe, minder det alligevel lidt om Vadehavet i Sønderjyland. Derfor kan vi godt kaldet det et ”minivadehav”. De mange vadefugle samler sig alt efter vanddybde og benlængde på de steder, hvor deres foretrukne føde er tilgængelig, og her har vi også mulighed for at opleve dem.

runge_vadefugle

Gode steder er Viggelsø, fugletårnene ved Ølund, parken ved Hofmansgave, Farvandet syd for Æbelø og fra stranden ved Stegø øst for Bogense. Den største oplevelse får man, hvis man medbringer en kikkert.

God fornøjelse!

Læs mere

Nu er sommerferien slut

1. september 2009 Lars Stahl

Tags: . Categorier: Skole og pasning

Nu er mine tre børn startet i institutionerne igen efter en dejlig sommerferie. Dagmar på snart to år er tilbage hos sin dagplejemor, som i øjeblikket passer fire børn. Det er rigtig rart, at tænke på, at hun bliver passet godt og kommer ud og leger hver dag. Dagmar skal til at være den store nu, selv om hun kun er knap to år. Det bliver spændende for os at se, hvordan hun klarer det, når hun er vant til at være den lille i vores familie med to storebrødre.

Efterår

Valdemar, som er vores mellemste barn, bliver fem år til november. Det er lidt bekymrende at tænke på, at han faktisk har alderen til at skulle starte i skole i marts til næste år. I Nordfyns Kommune er det nemlig sådan, at alle børn, der skal starte i skole begynder allerede 1. marts i miniklasser, for at forberede dem til deres kommende skolegang. Vi er lidt bekymrede for, om Valdemar bliver klar, fordi han er vinterbarn. Vi tror dog samtidig på at pædagogerne og andre, der har indflydelse på at vurdere, om Valdemar bliver skoleklar, er parat til at lade ham fortsætte et år ekstra i børnehaven, hvis det er bedst for ham.

Vores ældste barn Gustav er nu kommet godt i gang med 1. klasse på Søndersøskolen. Han har fået nogle lærere, som han er rigtig glad for, og det bliver rigtig spændende at følge med i hans udvikling. Måske er det snart Gustav, der skal læse godnathistorier for de to små søskende? Det er altid en fornøjelse at aflevere Gustav i skolen. Selv om Gustav sagtens kan gå ind på skolen, selv følger vi ham ofte ind. Det er nemlig rigtig hyggeligt lige at få sagt godmorgen til de andre forældre og lærerne. Selv om vi ikke kender alle forældrene hilser vi altid på hinanden med et smil. Så det er altid en god start på dagen at aflevere sin dreng på Søndersøskolen.

Læs mere

Older Entries »

Lars Stahl

Min kone og jeg har tre børn, der går i henholdsvis dagpleje, børnehave og skole, og jeg tør derfor godt udnævne mig selv til ekspert, når det kommer til pasningsmuligheder for børn på Nordfyn.

lars_68x72

Læs mere

Ole Runge

Jeg er tidligere naturvejleder og har boet i det nordfynske i snart 40 år.

olerunge_68x72

Læs mere

Peter Yndgaard

Jeg er født og opvokset i Otterup på Nordfyn, og jeg har gennem årene kunnet følge med i alle de spændende kulturelle tiltag, der egentlig er på Nordfyn, når man lige kigger efter.

peter_68x72

Læs mere

Arne Rasmussen

Jeg er lidt tosset med sport og har rimelig stor føling med, hvad der rør sig på Nordfyn inden for sports- og fritidsområdet.

arne_68x72

Læs mere