Hej, jeg hedder Lars
Hej, jeg hedder Lars. Min kone og jeg har tre børn, der går i henholdsvis dagpleje, børnehave og skole, og jeg tør derfor godt udnævne mig selv til ekspert, når det kommer til pasningsmuligheder for børn på Nordfyn. Så hvis du har spørgsmål om, hvordan det føles at være forældre til børn i nordfynske daginstitutioner, må du endelig give et ring.
På Nordfyn er der plads og tid til børnene. Sådan burde det være alle steder, men som mange forældre sikkert genkender, så føles det ikke altid sådan. Som tilflytter og nu far til tre børn – Dagmar på halvandet år, der går i dagpleje, Valdemar på fire, der går i børnehave og Gustav på syv, der går i skole – var jeg da også spændt på, hvordan institutionerne fungerede. Og jeg må sige, at jeg virkelig er blevet positivt overrasket.
Det virker som om, at langt størstedelen af ’de voksne’, dvs. dagplejeforældre, pædagoger, skolelærere mv. brænder for både børn og for deres fag. I hvert fald får jeg altid en oplevelse af ro og overskud, og det er min fornemmelse, at der ligger nogle gode pædagogiske tanker bag de fleste aktiviteter.
Måske hænger det sammen med tid? I forhold til i de store byer er de fleste huspriser heroppe jo til at betale – og måske betyder det, at mange har fået taget toppen af stressen, så de kan give børnene deres fulde opmærksomhed? Jeg bliver i hvert fald budt velkommen af både ro og overskud, hver gang jeg enten henter, bringer eller deltager i aktiviteter i institutionerne.
Det er dog ikke kun hos ’de voksne’, at tid og overskud er nøgleordene. Også blandt de andre forældre oplever jeg i høj grad tid og lyst til at bidrage til fællesskabet. For eksempel havde vi på et tidspunkt brug for en ny legeplads. Og i stedet for at sidde på hænderne og vente på, at sagen skulle tygges igennem en større bureaukratisk maskine, gik vi selv til hånde. Én stillede med en gravemaskine, og vi andre hjalp til det bedste, vi havde lært. En anden gang ville vi gerne give ungerne en sjov oplevelse med overnatning i børnehaven, og derfor bakkede forældrekredsen op med en ’nattevagtsordning’, hvor vi hver især var holdt øje i to timer ad gangen.
På det seneste har der været nogle større kommunale besparelser, som vi også har kunnet mærke på daginstitutionsområdet. Men helhedsindtrykket er meget positivt, og der er i hvert fald ingen tvivl om, at langt de fleste ansatte virkelig brænder for deres jobs.
