arne_246x270

Hej, jeg hedder Arne

Jeg er lidt tosset med sport og har rimelig stor føling med, hvad der rør sig på Nordfyn inden for sports- og fritidsområdet. Jeg vil med glæde guide dig og din familie igennem vores mange spændende tilbud.

Når det kommer til sport, er der rigtig meget at komme efter på Nordfyn – både til eliten og til bredden. Hvad angår elitesport er der for eksempel både divisionshåndbold og -fodbold i Otterup, og i forhold til bredde- og ungdomsidræt er Nordfyn fyldt med velfungerende senior- og ungdomsafdelinger inden for mange forskellige sportsgrene. I den forbindelse er det sjovt at følge med i, hvordan folk, der forlod området som unge, i høj grad vender tilbage og er med til at styrke både det sportslige og sociale liv i mange klubber og idrætsforeninger.

Personligt har jeg stor interesse for fodbold, som jeg selv har dyrket på det, vi kalder 'pænt' niveau, men der er stort set ikke den sportsgren eller -begivenhed, der går min næse forbi. Og det er jo meget heldigt, idet jeg faktisk er ansat af Fynske Medier til at rapportere om stort set alle sportsbegivenheder i området, både store som små.

Det er dog ikke kun de traditionelle sportsgrene, der fylder baner og haller på Nordfyn. Med vores lange kyststrækning har vi et yndet mål for gode cykelture og diverse vandsportsgrene, og vi har for eksempel – undskyld udtrykket – et hav af velfungerende ro- og sejlklubber. Desuden har vi i Særslev en af Danmarks bedste skytteforeninger, der konstant hiver både medaljer og pokaler hjem.

Kort fortalt er mulighederne for sportslig udfoldelse store på Nordfyn, og jeg vil med glæde guide dig og din familie igennem de mange muligheder.

Med venlig hilsen Arne Rasmussen, nordfynsk sports- og fritidsven

Læs mere

Otterup reddede divisionslivet

13. juni 2011 Arne Rasmussen

Categorier: Sport og fritid

 Otterup er reddet i 2. division og kan lade jublen bryde løs. Foto: Arne Rasmussen

Læs mere

Bogenseløbet

13. juni 2011 Arne Rasmussen

Categorier: Sport og fritid

Bogenseløbet har netop fundet sted – et godt løb, at få målt sin form, hvad enten man løber for at vinde eller bare for at få noget motion og hygge. Foto: Arne Rasmussen”]Bogenseløbet[/caption]

Læs mere

Nordfyn på sports- og landkortet

13. juni 2011 Arne Rasmussen

Categorier: Sport og fritid

Her midt i juni 2011 nærmer ferien sig på alle fronter. Således også i sportens verden, hvor det er tid til at gøre lidt status over en sæson, som både inden- og udendørs har sat Nordfyn på sports- og landkortet.
Helt fremme på elite-plan finder vi Særslev Skytteforening, som er blandt landets absolut mest kompetente. De har således netop fået kvalificeret en olympisk deltager næste år i London. Det er Stine H. Nielsen, som en af de første danskere har indløst OL-billetten – i 50 m riffel og 10 m luftgevær. Stine, som i øvrigt også snuppede ungdoms VM i sidste år, tager turen fra Korinth til Særslev 5-6 gange om ugen for at få den helt unikke træning i Særslev Skytteforening. Et vidnesbyrd om klubbens store og gode arbejde, som også årligt resulterer i et utal af DM- og internationale titler!

På fodboldbanerne har kommunens flagskib, Otterup B&IK i 2. div. vest, netop indløst endnu en billet til rækken. Efter en nervepirrende sæson, som for det meste har været tilbragt under nedrykningsstregen, så lykkedes det i sidste spillerunde på nærmest mirakuløs vis med en 3-2 sejr over Skovbakken, at slutte to pladser over stregen. Der venter derfor en spændende ny sæson i 2. division mod klubber som Marienlyst, Næsby, Svendborg og ikke mindst FC Fyn.
I laget lige under Otterup er der fuld gang i en snes nordfynske fodboldklubber. Her er der muligt at spille fodbold på både seriøst og socialt plan. Og så bliver der gjort et kæmpe arbejde rundt om i ungdomsafdelingerne – bare tag et kig på klubbernes hjemmeside.

På håndboldbanerne markerede Otterup HK sig igen i år som eliteklubben i Nordfyns Kommune. Desværre kiksede oprykningen til 1. division for andet år i træk – men der har været mange seværdige og underholdende kampe vinteren igennem. Klubbens kvinder måtte dog tage turen ned i 3. division.
Men også inden for håndbolden trives det lokale liv for både børn, unge og voksne rundt om i kommunen.

Gymnastikken har en stor og fast deltagerskare på Nordfyn. Det sås tydeligt ved de mange flotte opvisninger i foråret. Og flere foreninger kører videre her hen over sommeren – bl.a. med zumba på programmet.

Også sejlsporten har gode kår på Nordfyn. Bogense Sejlklub er førende og har netop afholdt Palby Fyn Cup med ca. 350 både. Et kæmpe arrangement, som giver et godt økonomisk fundament og sammenhold blandt klubbens 500 medlemmer. Men også ro-, kano og kajaksport foruden søspejdere kan finde vand og fartøjer rundt om på Nordfyns kyst.

Generelt er der kort sagt fuld gang i sport og foreningsliv på Nordfyn. Om det er cykling, løb, motionscenter-idræt eller andet så er tilbudene mange og forskelligartede. Alt hvad en moderne familie har brug for findes inden for kort afstand, hvad enten du bor ved Ore i vest eller i Klintebjerg i Øst.

Så er du tilflytter, så er det bare om at orientere sig…!

Arne Rasmussen

Læs mere

Mere nordfynsk sport for pengene

25. april 2010 Arne Rasmussen

Tags: . Categorier: Sport og fritid

Med forårets komme er der nu for alvor gang i udendørsaktiviteterne. Til gengæld er indendørsaktiviteterne ved at takke af. Der er dog et par hængepartier – bl.a. Nordfyns håndboldflagskib, herrerne i Otterup HK, som har et par spændende kampe om oprykning til 1. division mod Tønder i vente. Lørdag d. 24. april hjemme og lørdag d. 1. maj i heksekedlen i Tønder afgør, om der skal være 1. divisionshåndbold på Nordfyn i næste sæson.
Ellers har der igen været masser af fine resultater rundt om i de nordfynske sportshaller. Ud over håndbolden var gymnastikken igen helt fremme i skoene ved de flotte gymnastikopvisninger – lige fra to store opvisninger på to dage i Søndersø til den lille og intense i Krogsbølle. I gymnastikken er der plads til alle!
Også skydningen fejrer triumfer. Her er Særslev skytteforening helt fremme med flere danske mestre – og endda et olympisk håb i Stine Nielsen.
Udendørs går det nu løs med løb, cykling og andre konditionskrævende idrætter. Løb foregår i alle de tre ”gamle” hovedbyer, Søndersø, Bogense og Otterup foruden Morud, Klinte Grindløse og flere andre steder.
Cyklingen er også ved at komme op på den store klinge. Også her er der flere muligheder i de tre hovedbyer foruden ikke mindst Morud IF Cykling, som er den nok mest velorganiserede klub på Nordfyn – bl.a. som arrangør af flere officielle løb og med licensryttere i egen stald!
For dem som bare vil nyde naturen på den almindelige ”havelåge” er der rig mulighed ved at følge Marguerit-ruten og her se hele Nordfyn.
Den helt store sport på Nordfyn er som andre steder fodbold. Her står de mange klubber fra Ore i vest til Skeby i øst klar til at tage mod små og store, øvede eller uøvede! På eliteplan kæmper Otterup B&IK for at blive i 2. division – en ikke umulig mission. Der er dog også andre end de kendte sportsgrene på egnen. Af nye kan nævnes Otterup Black Panthers, som er en flok friske drenge, som for år siden spillede rullehockey på gader og stræder, men som på eget initiativ og via frivillig arbejdskraft har fået banket en klub og bane op. De spiller nu turneringer og stævner og gør det fremragende. Et eksempel på, at alt kan lade sig gøre – bare ildsjælene er der.
Og dem er der mange af i Nordfyns kommune – og de står klar til at tage mod. Er du klar?

Arne Rasmussen

Læs mere

Masser af gang i sporten

21. september 2009 Arne Rasmussen

Tags: . Categorier: Sport og fritid

Hej Nordfyns-venner
Her den 21. september, i det skønne efterårsvejr, er der fuld knald på sport og fritidsaktiviteterne på Nordfyn.
Fodbolden ruller lystigt her midt i sæsonen – og der er garanteret masser af plads til nye medlemmer, hvad enten det er hos de helt små børn eller om det er hos de voksne. Så hvis I har lyst til at spille – så bare mød op i en af de lokale klubber.
Håndbolden er ligeledes i vigør. Sæsonen starter så småt i weekenden med Otterups herrer og damer i 2. division. Men også i blandt de 6 andre klubber med håndbold på programmet er forberedelserne i gang – og de tager gerne mod nye medlemmer. Se i øvrigt UgeAavisen Nordfyn næste uge, hvor der er et tillæg om Nordfynsk Håndbold.
Otterup-løbet er netop overstået med rekordtilmelding. Men det betyder ikke, at løbeskoene er sat i skabet. Der løbes fortsat i bl.a. både Otterup, Søndersø, Morud og Bogense. Så undersøg blot hvor og hvad tid hos de lokale klubber/arrangører.
Ellers er gymnastikken jo også startet rundt omkring og her er der også rig mulighed for at komme i form og “figur”.
Er du til mere uformelle aktiviteter kan jeg kun råde til at nyde den nordfynske natur på en gåtur eller på jernhesten. Hele kysttrækningen fra Skåstrup til Enebærodde venter bare på at blive indtaget…
Velkommen til Nordfyn – og god tur..!

VENlig hilsen
Arne Rasmussen

Læs mere