Attraktioner
Elsker du at fordybe dig i den smukke natur, den berigende kultur eller ønsker du at boltre dig i alverdens aktiviteter? Uanset hvad du er til, er du havnet det rette sted, når du sætter dine fødder på Nordfyn. Vi byder dig nemlig velkommen til et oplevelsesrigt område med aktiviteter for folk i alle aldre.
Du finder alt fra den hyggelige købstad, Bogense, med Danmarks bedste havn, til Fyns eneste klitområde ved Flyvesandet samt øens største hedeområde ved Otterup. Den unikke natur kan nydes såvel på cykel som på traveture. Snoede veje fører dig forbi marker, enge og skove, idylliske landsbyer, smukke slotte og herregårde og spændende spor efter vikingerne.
Vil du lære at kite-surfe? Vil du prøve en tarzanbane? Vil du sejle med sørøvere på det åbne hav? Eller vil du hellere spille golf? På Nordfyn kan du alt dette og mere til. Vores kystlinje er nemlig kilometerlang og frister med fornøjelser på, ved og i vandet, ligesom skovarealerne indbyder til frisk luft og lange traveture.
Hyggelige caféer i de små byer, moderne restauranter med et fantastisk vue ud over Kattegat eller hvad med et godt stykke kød af bison serveret på Bisonfarmen i Morud? Når sulten melder sig efter en dag fuld af oplevelser, kan vi på Nordfyn diske op med lækre måltider på skønne spisesteder.
Vi på Nordfyn byder dig og din familie velkommen, uanset om I lægger vejen forbi os blot for en dag, eller hvis I tager skridtet og flytter hertil.
