Byerne på Nordfyn

Bogense

Bogense Torv

Bogense Torv

Bogense er kendt som Danmarks mindste – og hyggeligste købstad.

Den gamle købstad emmer af idyl og hygge med de mange gamle bindingsværkshuse, det smukke rådhus og byens hyggelige torv. 

Bogense er også fremtidens by med nybyggeri og moderne faciliteter. Byen er især kendt for sin smukke og stemningsfulde havn med Fyns største marina og smukt moderne byggeri.

Byen byder på alt fra gode specialbutikker over restauranter til supermarkeder. Her er skole, SFO, klub og børnehaver. Der er rig mulighed for et aktivt fritidsliv for både børn og voksne, hvor sejlsport, ridning, golf, svømning og dans bare er nogle af mulighederne.

Bogenserne har mange jern i ilden, hvilket blandt andet resulterer i en række arrangementer, der finder sted året igennem. Rosenfestivalen, Fyn Cup og Bogense By Night tiltrækker mange besøgende udefra, men giver også de fastboende et oplevelsesrigt afbræk i hverdagen.

Søndersø

Søndersø

Søndersø

Søndersø er byen i midten af Nordfyn og hjemsted for mange større og mindre virksomheder. Søndersø ligger mindre end et kvartes kørsel fra Odense. Derfor er Søndersø en attraktiv base for dig, der gerne vil bo i en by, hvor nærhed og fællesskab er en selvfølge, men hvor storbyens tilbud samtidig ligger lige om hjørnet.

Søndersø har et stort udbud af dagligvareforretninger. I den smukt renoverede bymidte finder du udover en række specialbutikker, et apotek og en fysioterapi. Der er skole, rådhus med borgerservice, bibliotek, musikskole og sportshal. Byen også rummer et moderne plejecenter og Nordfyns Gymnasium, der tiltrækker elever fra Nordfyn såvel som Odense.

Otterup

Otterup Torv

Otterup Torv

Otterup er kendt for sit alsidige handelsmiljø og sine gode servicefaciliteter. For børnefamilier byder byen på flere børnehaver, skoler – herunder en privatskole – SFO og klubtilbud. Mange steder i byen kan børn færdes trygt ad stier og små veje, hvad enten de skal i skole eller på legepladsen. Byen har et godt foreningsliv med alt fra teaterforeninger, sportsklubber, fiskerklubber og meget mere, hvor børn, unge og voksne kan boltre sig. Otterup hallerne, hvor der både kan dyrkes sport og bowles, er byens samlingspunkt til hverdag og fest. Ligesom man sommeren igennem mødes hver lørdag til de hyggelige markedsdage. 

Otterups tætte beliggenhed til Hasmark Strand og det unikke naturområde på Enebær Odde rummer mange muligheder for vandhunde og naturelskere. Men skal der løbes en tur eller skal hunden luftes, så er Byskoven eller den grønne sti rundt om byen en oplagt mulighed.

Hårslev

Byen Hårslev danner rammen om et aktivt lokalsamfund og et godt sammenhold. Således kan Hårslev by bryste sig af en ny sportshal, opført med betydelig støtte fra lokalbefolkningen. En af Nordfyns største virksomheder – Hårslev Maskinfabrik – ligger også i byen. Lidt uden for byen ligger Hårslev skole, som har 140 elever fordelt på 0.-7. årgang. I tilknytning til skolen er der etableret SFO og børnehave.   

Skamby

Byen er en tidligere stationsby og ligger stik nord for Otterup. Kirken ligger højt placeret, midt i den langstrakte by. Parcelhuskvartererne ligger som små øer mellem grønne områder, små virksomheder og forretninger. Byen huser  friskole og en børnehave.

Morud

Langesø ved Morud

Langesø ved Morud

Morud ligger i et meget smukt og attraktivt område, tæt på motorvejen og alligevel i et kuperet og naturskønt område ved Langesøskovene. Byens meget centrale beliggenhed både i forhold til Odense og til trekantsområdet, er blot en af årsagerne til at Morud er den hurtigst voksende by på Nordfyn. I byen hersker derfor en optimistisk og dynamisk pionér ånd, og der er altid gang i nye initiativer.

I Morud er der i flere muligheder for at bygge hus. Byggegrundene, der alle er over 1.000 km2, er beliggende i et smukt og naturskønt område og henvender sig derfor til den lidt mere kræsne nybygger.

Der er mange børnefamilier i byen. Derfor findes der to daginstitutioner og en skole. Desuden findes en dagligvarebutik, bank og tankstation. Om sommeren er Morud Friluftsbad byens hyggelige og uformelde mødested, ligesom Langesøhallen er det om vinteren.  

Særslev

Byen ligger på alfarvejen mellem Søndersø og Bogense. Derfor er det også let at opleve det liv, der udspiller sig i den gamle landsby. Byen danner nemlig rammen om et aktivt lokalsamfund, der ud over gadekæret, forsamlingshuset og kirken også har brugs, slagter, kiosk og vin- & kunsthandel. Byen har også skole, efterskole og børnehave. Der er et aktivt foreningsliv i byen, hvor judoklubben og skytteforeningen gør sig særlig bemærket ved at høste mange flotte resultater.

Særslev er gennem årene vokset og gør det fortsat. Så er du for eksempel på udkig efter en god byggegrund så se dig omkring i Særslev. Her ligger en ny udstykning med indkørsel fra Slagstrupvej med udsigt til åbne marker, hvor du i klart vejr kan se helt til Æbelø. 

Lunde 

Tæt på storbyen Odense ligger den hyggelige landsby Lunde, hvor der er plads til at synge piv falsk i baghaven og slå kolbøtter uden at nogen rynker på næsen af det. I Lunde har man tid og overskud til at komme hinanden ved. Der bliver altid taget godt imod ”nye”. Den yngre generation mødes især i og omkring børnehaven, hvor der altid er stor opbakning til initiativer og arrangementer.

Nørreby

Kun halvanden kilometer fra kysten ligger det charmerende og idylliske Nørreby. Byen, der er kendt for sine mange gule, stråtækte bindingsværkshuse rummer en brugsforening med benzinudsalg, som lokalsamfundet støtter godt op om. Lige uden for byen ligger skolen med tilhørende børnehave. Der ligger endvidere et forsamlingshus og et sødt gadekær. Klinte Sogns lokalhistoriske arkiv ligger også i byen.

Roerslev

Roerslev ligger midt mellem det pragtfulde kuperede skovområde Dalene og Nærå strand. Så her er gode muligheder, hvis du er til ro og fred og skøn natur. Roerslev fremstår meget grøn og er omkranset af gårde, og en enkelt gård ligger inde i byen. Byen huser et forsamlingshus og en del enfamiliehuse – og så er der børnehave.

Skåstrup

Skåstrup

Skåstrup

Skåstrup ligger 8 km vest for Bogense på et højdedrag med udsigt til Lillebælt. Men det er ikke kun den perfekte beliggenhed i forhold til børnevenlig strand, der gør Skåstrup til noget særligt. Byen har gennem tiden formået at bevare sit oprindelige præg, hvorfor der hersker en charmerende stemning. Mange af byens beboere bakker godt op om Ore Sogns Lokalråd. Og i byen forsamlingshus mødes lokalbefolkningen til debat, foredrag og fest. Feriecenter Nordfyn byder områdets turister velkommen med skøn beliggenhed og mulighed for afstressende aktiviteter.  Lidt uden for byen ligger børnehaven, der nyder stor lokal opbakning.

Ore Sogn

Ore er et af de sogne, man kommer til ad landevejen fra Middelfart til Bogense. Ore Sogn udgøres af fire små hyggelige byer: Skåstrup, Ore (hvor den charmerende kirke ligger), Ørbæk og Mejlskov. Mange yngre familier bor i dag i området og deltager aktivt i landsbylivet og foreningslivet. Ore Sogns Lokalråd og Ore Sogns Beboerforening er blandt andet med til at skabe et aktivt landsbymiljø.

Krogsbølle

Krogsbølle er et mindre bysamfund med et fantastisk sammenhold. Den engagerede borgerforening arbejder hårdt på at udvikle Krogsbølle til gavn for alle. Bl.a. har Krogsbølle borgerne, deres egen hjemmeside, hvor interesserede kan holde sig orienteret om byens arrangementer og finde relevant information. Byen er hyggelig og stemningsfuld. Den ligger i et naturskønt område med indæmmede marker, mosearealer og Krogsbølle Bæk. Krogsbølle har skole, hal og idrætsanlæg. Kun få kilometer fra byen ligger en lystfiskesø.

Nogle af Krogsbølles beboere har dannet et lille aktieselskab med det formål, at købe et areal af kommunen som for mange år siden blev udlagt til boligbyggeri, men aldrig blev byggemodnet. Selskabet udbyder nu et antal velbeliggende byggegrunde til langt under priser man ellers ser på Nordfyn.

Bredbjerg

Bredbjerg er beliggende tæt ved landevejen mod Odense i et utroligt naturskønt område. Det kuperede terræn giver mulighed for spændende byggerier i de nyudlagte boligområder. Placeringen tæt på motorvejen gør det til en attraktiv pendlerby for dig der vil bo naturskønt men alligevel være tæt på storbyens puls.

Bårdesø

Fasan

Byen ligger naturskønt tæt på vand og strand. Byen huser et forsamlingshus og en veldrevet brugs med benzinsalg. Byen ligger naturskønt, hvor du har mulighed for at se rådyr, harer og fasaner lige uden for vinduerne.

Ejlby

Ejlby er fynsk landsbyidyl, når den er bedst. Byen med dens mange stråtækte bindingsværkshuse, kirke og ikke mindre end to gadekær emmer af atmosfære. Ejlby huser et forsamlingshus, og der er bus til Særslev Skole.

Gamby

Gamby er en tidligere stationsby med en velbevaret stationsbygning og mejeri. Byen er velholdt og idyllisk og så er der ikke langt til den fynske motorvej. Er du på udkig efter billig erhvervsjord, er hvor du kan drive din virksomhed, så er Gamby klart en mulighed.

Harritslev

Harritslev

Harritslev

Byen ligger kun 3 km syd for Bogense ved vejen til Søndersø. Byen er bygget op om et y-kryds, hvor der ligger et yndigt gadekær lige i samlingen. Bebyggelsen er en blanding af gårde og parcelhuse, hvilket giver den lille by en helt særlig atmosfære. Byen huser Nordfyns Folkehøjskole og prydes desuden af det statelige renæssanceslot Harritslevgaard.

Kappendrup

Kappendrup er en tidligere stationsby. Byen har en god bager, hvis brød er berømt på hele Nordfyn. Byen har selvfølgelig også et forsamlingshus. Der er fundet mange oldfund i området, og besøger man stendyssen ”Kappendrup Kirke”, kan man virkelig høre historiens vingesus.

Uggerslev

Uggerslev Mølle

Uggerslev Mølle

Uggerslevs vartegn er den gamle mølle, der stolt knejser over denne dejlige lille by, hvor naboerne taler med hinanden og hvor der er plads til udfoldelse og initiativ. Byen har sit eget forsamlingshus og sin egen kirke. overvejer du at flytte på landet og samtidig bygge nyt, så har Nordfyns Kommune i øjeblikket attraktive byggerunde til salg

Klintebjerg

Klintebjerg har en unik beliggenhed lige ved Odense Fjord. Byen har en mindre lystbådehavn og velbeliggende friareal ved fjorden. Den regionale cykelsti løber langs Odense Kanal, fra Odense Havn gennem Klintebjerg videre til Enebærodde. Klintebjerg er anløbshavn for båden til naturskolen på Vigelsø samt fjordturbåden Svanen. Byen huser desuden en efterskole, beliggende med adgang direkte til fjorden. Der afholdes årligt Fjordens Dag, hvor en masse aktiviteter samles omkring havnen og efterskolen. Klintebjerg er en by, hvis rekreative muligheder skal opleves.

Kosterslev

Kosterslev er udpeget som bevaringsværdig landsby. Gårdene ligger samlet omkring den stjerne, vejene danner, og gadekæret ligger frit mod nordvest. Der er indblandet en del enfamiliehuse mellem gårdene. Der er en busforbindelse til Særslev, hvor der findes skole og børnehave.  

Veflinge

Denne lille fredelige by ligger vest for Søndersø og nord for Morud. Der er enkelte mindre gårde og et gadekær i bybilledet, der ellers er præget af enfamiliehuse i alle varianter. Der er hyggeligt i Veflinge, hvor du har alt lige i nærheden. Byen har en skole til de mindre klasser, SFO, børnehave og dagpleje, men der er også brugs, idrætshal og aktivitetshus.

Østrup og omegn

Overvejer du at flytte på landet, så se dig om i Østrup og omegn. Her er naturskønt og den gamle herregård, som nu er indrettet som institution, pryder området yderligere. Østrup har også sin egen kirke og forsamlingshus. Kort derfra ligger landsbyerne Ørritslev og Gerskov. Områdets børn samles i midten på Skovløkkeskolen, der har SFO, klub og naturbørnehave, som alle aktivt benytter sig af de muligheder, der giver, at ligge helt tæt ved fjorden og skoven.

Tørresø

Byen ligger omgivet af gode naturområder, skov og er tæt ved vandet og sommerhusområderne. Nordøst for byen ligger det store offentlige areal Fuglsang, hvor også den største offentlige strand er placeret. Bebyggelsen består af gamle bindingsværkshuse og mere moderne boliger. Der ligger et yndigt gadekær i den sydlige del. I Tørresø er der højt til himlen og plads til at børnene kan boltre sig frit.

De andre byer

Herudover har Nordfyn en masse små landsbyer som kun venter på dit besøg.